tirsdag den 11. maj 2021

En aflysning, en efterlysning- og til sidst en vigtig oplysning

 Først aflysningen:

Efter vinterens lange Corona-nedlukning havde 101-klubben inviteret til den årlige hyggelige klub-middag på Bistro 22 onsdag den 19. maj med efterfølgende foredrag af sejldesigneren Henrik Søderlund og til sidst klubbens årlige generalforsamling.

Men så vendte Coronaen tilbage i Rungsted og omegn. En eksplosiv spredning af smitten i Hørsholm Kommune tvang epidemi-myndighederne til at nedlukke hele kommunen: Skoler, restauranter, caféer og butikker blev lukket og kapsejladser aflyst, og det gælder også Bistro 22 på Rungsted Havn.

Vi ved ikke, om smittetallene når at rette sig inden onsdag den 19., men for en sikkerheds skyld aflyser vi allerede nu middagen, foredraget og generalforsamlingen.

I stedet sigter klubben efter at holde arrangementet inklusive generalforsamlingen lørdag den 21. august, når Coronaen forhåbentlig er taget af, og vi alle er blevet vaccinerede. Vi giver nærmere besked, når dagen nærmer sig.

Så efterlysningen:

I Coronaens første år i fjor slog 101-klubben ud med hånden og gav et års kontingentfritagelse. Men ikke alle medlemmer har opdaget, at fritagelsen nu er forbi og følgelig har glemt af indbetale årskontingentet til Aphrodite 101-klubben. Men husk det nu - vi efterlyser en hurtig indbetaling af 300 kr. til kasserer Stig Waldorff på konto 3667 - 3667 275091 i Danske Bank. Husk at anføre bådnummer.

Og til sidst en vigtig oplysning:

Datoerne for årets vigtigste kapsejlads ligger nu fast:

Klassemesterskabet for Aphrodite 101’erne bliver holdt lørdag den 21. og søndag den 22. august. Rungsted Sejlklub har påtaget sig at arrangere stævnet i farvandet udfor Rungsted. Det bliver holdt sammen med IF’erne og muligvis også 806’erne.Så kapsejlerne kan glæde jer - vi får meget mere at vide, når vi når nærmere.

Og bemærk: Den aflyste 101-middag og klubbens generalforsamling bliver holdt efter klassemesterskabets første dag på vandet lørdag den 21. august.

PBV: Lars Ranggaard