torsdag den 22. april 2021

101-klubben inviterer til middag og generalforsamling

Efter en lang og træls Corona-nedlukket vinter er der nu lysning forude. Foråret er begyndt, bådene springer ud og vi skal ud af isolationen og ud på vandet. Og så skal vi til den årlige, hyggelige middag i 101-klubben, gense kammeraterne og konkurrenterne og sejle noget håndsejlads henover middagen. De sidste par år har vi været omkring 25 glade deltagere. 

Som den lykkelige ejer af en Aphnrodite 101 og medlem af 101-klubben er du hermed indbudt til middag

Onsdag d. 19. maj på Bistro 22 på Rungsted Havn.

Vi mødes kl. 17.30, hilser på hinanden og bestiller og betaler drikkevarer ved baren i stuen.

Kl. 18 serveres middagen på førstesalen med udsigt over havnen og Bro 7. Det er tournedos af kalv med forårets sprøde grøntsager, butternutcreme, pommes Anna og demi glace.

Kl. 19 ryddes der af og der dækkes op til aftenens ekspert-foredrag. Det er i år den meget erfarne sejldesigner og kapsejler Henrik Søderlund fra North Sails, som år tilbage også huserede i 101-klassen og også senere er blevet set som taktiker og supertrimmer på 101’ere.

Henrik vil tale om kapsejladstaktik, især ved start, mærkerunding og målgang.

Desværre får vi kun en time med Henrik, for kl. 20 går vi over til den årlige generalforsamling med denne dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning.
  3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse.
  4. Fastsættelse af kontingent for det kommende år
  5. Behandling af indkomne forslag
                               Ændring af Klasseregler.
  6. Valg af medlemmer til bestyrelsen og en suppleant
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet under punkt 5 skal være formanden i hænde senest en uge inden generalforsamlingen. Indkomne forslag offentliggøres på klubbens hjemmeside senest tre dage inden generalforsamlingen.

På grund af Corona-restriktioner skal vi være færdige med arrangementet inden kl. 22.

Alt dette for blot 100 kr. for 101-klubbens medlemmer. Det er halvdelen af, hvad 101-klubben betaler til Bistro 22 pr. couvert. Bådejernes koner, kærester, mænd og gaster må også deltage, men de må betale lidt mere: 150 kr. pr. næse. Men det er dog stadig med et pænt tilskud fra klubkassen. Drikkevarer betaler vi naturligvis selv.

Tilmelding er senest 12.05. til klubbens kasserer Stig Waldorff ved mail til waldorff@dadlnet.dk og indbetaling på klubbens konto i Danske Bank reg. 3667 konto 3667 275091.

HUSK at anføre bådnummer og antal deltagere.

OBS: Corona-restriktionerne for indendørs forsamlinger sætter et loft på 25 deltagere. Det giver et max-deltagerantal på 24 plus foredragsholder. Så det er først til mølle: Kun de første 24 tilmeldte kan deltage.

Klubmiddagen, foredraget og generalforsamlingen er en glimrende anledning til at erindre om, at det nu er på tide at indbetale årskontingentet til Club 101. I det Corona-ramte år i fjor valgte klubben at annullere kontingentet, men nu er fritagelsen slut. Så indbetal straks kr. 300 til Stig på reg. 3667 konto 3667275091 i Danske Bank - og HUSK at anføre bådnummer.

Samtidig kan vi løfter sløret for, at årets bedste kapsejladser for 101’erne holdes i Rungsted i august. Rungsted Sejlklub arrangerer klassemesterskabsstævnet, og vi forhandler lige nu, om det bliver den 14.-15. august eller den 28.-29. Stay Tuned!

Pbv. Lars Ranggaard

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.