mandag den 19. august 2019

En svedig mester...

Helsingør Sejlklub havde sat alle sejl til for at skabe rammerne om et fedt stævne; Der var grillaften torsdag, der var sejlads fredag, lørdag og søndag, der var super morgenmad og smør selv madpakke, og der var sågar en rigtig festmiddag lørdag. Kun vejret var lidt imod os, men det kunne ikke ændre på humøret ombord på DEN45.
På vej ud til banen: Høj sø og højt humør
Der har nok været 12 meter i pustene, da det var sjovest, og så var der - for Øresund - temmelig store søer. Faktisk skulle der af og til nærmest snorkles for at trimme fokken til læ. Windfinderen sagde iøvrigt 13 meter.

Vi lagde ud med en bagbord start. Stærk modstrøm og ret skæv linie. Underligt nok var vi eneste båd i den ende af linien, og resultatet var at vi startede klart forrest. Der blev vi så. I anden sejlads var starten lidt mere "konventionel", men slutresultatet blev det samme. Begge sejladser hed sydpå ind under kysten og så et slag udad til toppen. Begge sejladser var overstået i løbet af et par timer, så vi var lidt forbløffede, da vi blev sendt i havn. Det var vist noget med, at de sarte BB10ere ver begyndt at gå stykker :-D
Knald på men hvor er Kasper og Peter?

Det er altid svært at vise, hvor stærkt man sejler med et still billede; Derfor dette photoshoppede billede af en 101 med kølvand fra en rib. Hmm. Der var vind nok til at surfe på bølgerne for fok og storsejl, så det gjorde vi. Desværre sejlede vi total lo-tech, så vi aner ikke, hvor stærkt det gik. Det ser dog ud til at vores overmeteorolog, Kaptajn Castenschiold, prøver at vurdere farten, medens undertegnede kæmper for at holde fast i båden. Spileren lå på spring, hvis DEN11 skulle finde på at lave numre. Som det ses på billedet, holdt de dyret i posen.

Aftenen bød på en dejlig menu, hvor der bestemt ikke manglede noget. De ved godt, hvordan man holder kapsejlads deroppe i Helsingør. Skulle man pege på enkelte mangler, så ville det være nogle danserinder og især nogle 101-sejlere. De var lidt i underskud, selvom det var herligt at møde DEN54 og DEN170, som jeg ihvertfald ikke husker fra tidligere mesterskaber.

Næste dag skulle vejret blive helt anderledes. Windfinderen lovede under 4 meter hele dagen. I pustene altså. Det skulle vise sig næsten at holde stik, men heldigvis kun næsten. Se bare her...
Feltet i bakspejlet
Det er til stadighed forbløffende, hvordan der kan være kæmpe bølger den ene dag og havblik den næste, men sådan er Øresund. Strømmen var også gået i minus, hvor den dagen før var noget a la 2 knob nordgående.

Også i den lette luft lykkedes os at få startet - eller var det dommeren som lykkedes med det? Tak Jon! Ihvertfald holdt vi god fart i kassen. Sådan noget lureluft er jo altid spændende - og udmattende på sin helt egen måde. Humøret var dog til stadighed i den høje ende. Det kan skyldes, at vi fortsatte de gode takter, men det kan ikke udelukkes, at Pouls medbragte moralbooster havde en finger med i spillet.
Hjemmelavet flæskestegsburger leveret
En gang ude i fremtiden kan man bestille en frisk flæskestegsburger på Amazon til levering med Drone på angivne GPS koordinater. Indtil da har vi Pouls Grillservice. Så meget i orden.

Tre gode sejladser med DEN45 i front blev det til, så vi glædede os til de exemplarisk isafkølede moleøl af et mærke, der normalt er ukendt på egnen. Onde tunger påstår, at det hele kommer ud af samme hane, men derfor var det nu alligevel lidt mærkeligt at stå deroppe på kajen uden en Wiibroe. Kasper ville dog gerne slippe for øl, så han sejlede båden direkte hjem; Eller var det noget med en aftenmatch om mandagen? Ergo hoppede vi over i en lille rib og susede derindad. På billedet ses Peter og Poul i færd med at forklare resultatet, medens jeg vist har 101 klubben i røret. Det var noget med, at de synes, jeg skulle skrive en beretning. Det var også nemmere for 101 klubbens bestyrelse var ikke ligefrem overrepræsenteret ved stævnet.

Hvad er fem gange een?
Resultatet blev, som det måske fremgår, fem prikker med den lille dråbe malurt, at vi havde overset een enkelt lillebitte og næsten uvæsentlig detalje. På andendagen var der nemlig et flag på dommerbåden, som gjorde denne til linien og dermed mærket til en begrænsningsmærke. Derfor den dejlige OCS fratrækker. Heldigvis var vi fuldstændig clueless, indtil vi var kommet i havn.

Resultatet

Alt ialt var det næsten som et rigtigt DM fra de gode gamle dage. Kun manglede der nogle 101ere på banen, og ikke mindst på natbanen. Dels havde 101 klubben bedt om kun to dages sejlads, og dels var der kun 7 tilmeldte, hvoraf een udeblev grundet en verserende sag om teknisk doping, som jeg ikke skal tærske langhalm på i denne beretning. Jeg tillader mig blot at håbe, at parterne mødes og løser problemet, så der ikke længere er uenighed om, hvorvidt der sejler uklassede både rundt på kapsejladsbanerne.

Herfra skal der lyde en kæmpetak til Helsingør Sejlklub for et super arrangement med fantastisk forplejning, god stemning og alsidige vindforhold. De har faktisk fortjent en pokal, men den her får de ikke...

Pokalen i hus
Og tak for fantastisk selskab på Den Svedige Sild.

Morten

(Normalt DEN134 men dennegang snoretræk og lidt stifinding på DEN45)

PS: Alle fotos af Peter C. Luke.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.