mandag den 30. januar 2017

Fuldt hus til vintermøde


Nogle 101-sejlere kom langvejs fra - fra Fyn og Jylland - til 101-klubbens vintermøde på Skovshoved havn nord for København en kold aften i slutningen af januar, og med 24 deltagere var der fuldt hus til den indledende fælles spisning i Sejlklubbernes Restaurant.

Efter en times fornøjelig gensynssnak, skipperkrøniker og håndsejlads tog vi fat på aftenens tætpakkede program: Sejlmageren Mads Christensen (One Sails), der siden 1981 har deltaget i 26 danmarksmesterskaber for Aphrodite 101’ere (deraf syv vundne, øste af sin store viden om trim og fiduser for 101’eren og lærte os nye begreber som ARC-mål og mastetrim alene med forstagsvantskruen.

Mads blev efterfulgt af en anden markant 101-sejler, lys- og lanternekontruktøren Jan Møller (LoPo-Light), der med sin baggrund som første skandinav, der sejlede singlehand, nonstop Jorden rundt, fortalte om, hvorfor han elsker sin 101’er Chelsea til at sejle singlehand-sejladser i danske farvande, om om, hvordan båd og skipper forberedes til udfordringen.

Generalforsamling

Det var bestyrelsens intention, at vintermødets mange deltagere ville blive til den følgende generalforsamling i 101-klubben. Men det fremskredne tidspunkt fremtvang en nødvendig lokalebytning, og det fik flere til at søge hjemad. Til generalforsamlingen var der ni både repræsenteret: DEN 9, 11, 33, 45, 88, 134, 170, 304 og 358, og det er dog halvdelen af de betalende medlemmer.

Tidligere formand Nicolai Morten Møller Andersen blev valgt som dirigent.

Formand Jesper Tjott fortalte, at det tilfredsstillende, stabile medlemstal ser ud til at kunne øges med måske tre, og at bestyrelsen planlægger at fortsætte de seneste to års succes med at holde klassemesterskab hen over flere aftener sammen med to klubber i Øresund.

Det affødte nogen debat: Joel (DEN 11) efterlyste, at der blev taget mere hensyn til børnefamiliers travle hverdagsaftener. Niels Peter (DEN 9) noterede, at hverdagsaftensejladserne netop var indført for at undgå weekendsejladserne, hvor alt for få ønskede at deltage. Jan (DEN 33) foreslog, at en af KM’s sejladser lægges i weekend, og Joel (DEN 11) efterlyste distancesejlads på mesterskabets sidste dag. Sussie (DEN 358) noterede, at det beskedne deltagerantal uden DM-støtte fra DS, nødvendiggjorde samsejlads mellem flere klubber.

Formand Tjott meddelte, at han ikke genopstiller til bestyrelsen, da DEN 45, Den svedige Sild, som han er medejer af, er sat til salg. Jeg var glad for at være med og har nydt det, sagde den afgående formand, hvis indsats blev hyldet med applaus.

Kasserer Stig Waldorff fremlagde regnskab, der som tilsigtet havde et underskud, der har bragt formuen ned på ca. 23.000. De 18 medlemmer betalte kr. 7.200 i kontingent og største udgift var afholdelse af klassemesterskabet i Rungsted/Nivå, som kostede klubkassen kr. 6.114. Regnskabet godkendt og kontingent fastlagt uændret til kr. 400 pr. båd.

Det beherskede fremmøde til den sene generalforsamling hæmmede valg af nyt medlem til bestyrelsen, men en enig generalforsamling vedtog af anbefale, at Iver Larsen (DEN 277), som havde forladt mødet, ville modtage valg inden konstituerende bestyrelsesmøde 06.02.17.

Johan (DEN 11) blev valgt som suppleant, Kasper Bonnevie (DEN 45) fortsætter som revisor, og Klaus Kesje (DEN 170) blev nyvalgt som revisorsuppleant.

Således erindret: Lars Ranggaard (DEN 358).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.