mandag den 12. september 2016

Kom og leg med…

I gamle dage hed kapsejladsen Gordons Gin Cup. Det var dengang, den traditionsrige efterårssejlads kunne tømme alle lystbådehavne nær Øresund for sejlbåde, for alle skulle til Vedbæk for at deltage i det store afdansningsbal, inden sejlsæsonen sluttede. Og det ikoniske navn, Gordons, hang såmænd ved i mange år, selvom skiftende sponsorer gav sejladsen nye navne, Jameson Whiskey Cup blandt andre.
Nu hedder sejladsen Stelton Cup, og selvom deltagerantallet er dalet lidt, er det stadig helt suverænt den største kapsejlads øst for Storebælt med flere hundrede deltagere, og altid den første søndag i oktober.
Nu er tilmeldingen åben for årets Stelton Cup, og arrangørerne i Vedbæk Sejlklub lover, at de har bestilt godt vejr og passende vind, så nu er det tid til at melde sig til dette dette fantastiske sejlershow med intens kapsejlads Øresund rundt. Første start er kl. 10 søndag den 2. oktober, og for klassebådene er der eget løb, hvis blot fem både deltager. Lige nu har 101’erne DEN 33, DEN 48 og DEN 304 planer om at deltage, og de opfordrer kraftige de mange Aphrodite 101-sejlere i Øresund til at komme og lege med i vores eget klasseløb.
 Det er sidste chance for en herlig kapsejladsdag på Sundet, inden efteråret sætter ind og bådene kommer op.

(Lars Ranggaard)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.