mandag den 22. august 2016

Sidste udkald!


Nu er det nu - øjeblikket, som 101-sejlerne har ventet på: Klassemesterskabet 2016 for Aphrodite 101.
Een af de få kvindelige 101 sejlere gi'r den gas
Allerede tirsdag den 30. august går det løs i Rungsted og dagen efter i Nivå for at slutte af med den store finale fredag den 02. september med to sejladser og den efterfølgende festlige middag.

Det bliver tre fantastiske dage med spændende aftenkapsejladser, moleøl, skipperløgne og håndsejlads under festmiddagen med oksesteg og lækre saucer og salater - altsammen indeholdt i det særdeles beskedne tilmeldingsgebyr på bare 300 kr.

Men vi skal have din tilmelding meget snart - og husk, at klassemesterskabet ikke kun er for elite-sejlerne, men også for alle os andre glade amatører, som synes det er sjovt at sejle om kap og måle sig mod de bedste.

For at gøre det ekstra attraktivt at deltage har 101-klubben inviteret alle deltagende besætninger (max. fire pr. båd) til middagen i Vandskiklubbens lokaler på Rungsted Havn.

Udover mesterskabspokalen kæmpes der også om god rødvin - fire flasker til vinderen, tre til nr. to og to flasker til bronzevinderen.

Yderligere har Rungsted Havns erhvervsdrivende doneret en række fine præmier, som bliver fordelt ved lodtrækning:

Havnens bådudstyrsbutik, New Shipshape, har foræret et gavekort på kr. 1000 til deltagerne i 101-stævnet

Den lokale sejlmager, OneSails, ved 101-mestersejleren Mads Christensen, donerer sweatshirts eller T-shirts til hele besætningen.

Fiskebutikken i Rungsted, Fiskerikajen, støtter os med en hel hummer - ligeledes til lodtrækning blandt deltagerne.

Og fra The Captain, restauranten hvor mange 101-sejlere mødes efter tirsdagssejladsen, har vi modtaget et gavekort på to burgere.

Sejladserne

Program for klassemesterskab 2016 for Aphrodite 101.

Tirsdag den 30. august

Vi deltager i KDY's  aftenmatch ud for Rungsted. 101'erne har egen start  på en op—ned-bane - tredje start kl. 18.40 - begrænsning kl. 21.00. Udefra kommende 101'ere, som ikke allerede er tilmeldt Rungsted aftenmatch, skal selv tilmelde sig i KDY-kapsejladsburerau. 101-klubben refunderer indskuddet. Moleøl på Bro 7 efter sejladsen

Onsdag den 31. august

101-erne deltager i Nivå Bådelaugs onsdagsmatch ud for Nivå, en op-ned-bane på min. 6 mil -  første start kl 18.00 alene for 101'erne  - begrænsning kl. 21.50. Indskuddet til Nivå Bådelaug betales af 101-klubben..

Torsdag den 01. september er fridag.

Fredag den 02. september rykker sejladserne tilbage til Rungsted. Den unge sejlklub, Rungsted Sejlklub, er ansvarlig for stævnets sidste dag med to starter. Den første er kl. 16.00 - den anden umiddelbart efter.

Desuden gælder følgende:

Tirsdagens og onsdagens sejladser i henholdsvis Rungsted og Nivå følger de arrangerende klubbers regler for aftenmatcherne, hvilket betyder, at der ved for tidlig start ikke er mulighed for omstart.

Eventuelle protester fredag, hvor Rungsted Sejlklub står som arrangør, skal indgives skriftligt til stævnelederen Lars Ranggaard senest en time efter sidste båd i mål.

Tilmelding

Det bliver et fantastisk 101-klassemesterskab - så kom og vær med og tilmeld dig nu! Det er sidste udkald.

Tilmelding ved indsættelse af kr. 300  til 101-klubbens bankkonto i Danske Bank, reg. 3667 konto 3667275091 med angivelse af bådnummer.

Samtidig skal du sende en mail til klubbens kasserer Stig Waldorff med angivelse af bådnummer, bådnavn, sejlklub, hjemhavn og ejernavn. Stigs mailadresse er:
waldorff@dadlnet.dk.

Husk i mailen til Stig at fortælle, hvor mange fra jeres båd der deltager i spisningen fredag.

(PBV Lars Ranggaard)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.