torsdag den 4. august 2016

Gør plads i kalenderen…

Først den gode nyhed: Det ser ud til, at vi alligevel får et 2016-klassemesterskab for Aphrodite 101.

101-klubbens plan er at holde klassemesterskab i uge 35 i begyndelsen af september. Det bliver ud for Rungsted og nærmeste farvand.

Planen er at indlede mesterskabet med deltagelse i den traditionsrige tirsdagsaftenmatch, som KDY holder ud for Rungsted tirsdag 30. august. 101-bådene har egen start.

Onsdag aften rykker vi nordpå og kapsejler i tilknytning til aftenmatchen arrangeret af Nivå Bådelaug, som ligesom i fjor gæstfrit vil give os egen start. 

Efter de to hårde aftensejladser er der tiltrængt hviledag torsdag, inden den store finaledag fredag den 2. september med hele to sejladser på Øresund ud for Rungsted, formentlig med første start kl. 1600.

Det er den unge Rungsted Sejlklub, der er arrangør af fredagens sejladser, som vil slutte med præmieuddeling og middag, muligvis i Rungsted Vandskiklubs lokaler, som RS har en aftale med.

Så: Gør plads i kalenderen til tre dejlige kapsejladsaftener i uge 35.

Og ligesom i fjor vil 101-klubben donere et økonomisk tilskud til deltagelse i enten klassemesterskabet eller den festlige afslutningsmiddag på Rungsted Havn.

(PBV. Lars Ranggaard)


PS: Se hvordan det gik sidste år under fanebladet DM, eller klik her!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.