mandag den 18. august 2014

En blæsende og våd Ven Rundt

Ni 101-besætninger var meldt til. Men at hele seks mødte op på Bro 7 i Rungsted en kølig søndag morgen med udsigt til regn og rusk var nu ikke så ringe endda, som vi siger i Jylland. (To havde personaleproblemer og een frygtede vejret). Under hensyn til den truende mængde vind besluttede skippermødet at reducere Ven Rundt til en noget kortere "Til Ven Og Hjem" - dvs. start ved D-mærket, uden om B- og til C-mærket inden et langt ben til Victoria (YBY-bøjen Ven Nordvest) og tilbage til C og D og i mål imellem Rød og Grøn ved indsejlingen til Rungsted Havn.
Klasse-ræs
Jørgen Melchior fra Rungsted Sejlklub sendte flåden afsted med 101-klubbens til lejligheden indkøbte signalhorn - og det var første gang, at Rungsted Sejlklubs rød-hvide stander blev ført fra en dommerbåd.
Med så meget luft og så lang distance havde vi troet, at dommerassistance ikke var nødvendig for måltagningen - der måtte dog være spredning på feltet, så vi kunne tage os selv i mål. Troede vi. Vi blev klogere.

For efter en heftig sejlads rundt på hjemmebanen og så over Øresund med en meget hurtig og til tider krævende spilerside til Victoria og et bulet kryds tilbage i drivende regn skulle der næsten mål-foto for at afgøre anden- og tredjepladsen - mindre end en halv bådslængde skilte dem. Med båd nr. 4 kun et par bådslængder bag.
Spiler-ræs
Det var DEN 358 Akamas, der førte an i den halvsløje start. Men snart blev den overhalet af DEN 45, Den Svedige Sild, med Kasper Bonnevie, som derefter førte hele vejen, selvom DEN 358 åndede den tæt i nakken et par gange. Derfor blev det også Den Snedige Sild, der vandt klart - fulgt af DEN 11 Friendship og DEN 304 Cumulus.

Der var et glædeligt stort fremmøde til moleøl, hyggesnak, håndsejling og præmieoverrækkelse, hvor vi krøb i ly for regnen i KDY's juniorafdeling. Vist nok samtlige 23-24 sejlere var mødt op til køleskabskolde øl og håndhentede chips - og så mange 101-sejlere har ikke i mands minde været samlet efter sejladser, som ikke havde DM- eller klassemesterskabsstatus.
Bane-ræs
Præmierne var rødvin med sejlbådsmotiv. Det nyindkøbte truthorn (testet fire gange) blev overdraget til sidste båd i feltet. Og Mogens fra DEN 304 fik en six-pack kvajebajere for sin spektakulære spilerkæntring til luv.

Trods vejret var der udtalt begejstring for sejladsen - og stævneleder Lars Ranggaard måtte love, at Ven Rundt bliver gentaget.

/Lars

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.