onsdag den 27. marts 2013

Har du betalt licens?

Hvis du vil sejle kapsejlads i 2013 - en gang når sneen smelter - så husk at betale din kapsejladslicens. I danmark er det nemlig sådan, at selv amatører skal købe licens til at sejle kapsejlads.

Formuleringen er noget firkantet: "Kapsejladslicensen giver ret til at deltage i kapsejladser afviklet efter kapsejladsreglerne". Det er selvfølgelig noget vrøvl. Selvfølgelig kan man sejle kapsejlads efter reglerne uden at have betalt licens til DS, - bare ikke i DS regi.

Man kan argumentere for, at DS yder et kæmpe arbejde med uddannelse af dommere og målere, administration af klassebeviser og målebreve samt at DS støtter såvel bredden som eliten. Desuden får man for pengene tilsendt den aktuelle regelbog. Det er faktisk alt sammen fint og godt.

Det virker bare lidt underligt, at amatører skal have licens. Er vi så ikke længere rigtige amatører? I dette land ynder vi at hylde demokratiske principper og det frie valg; Alligevel har vi monopoliseret licensudstedelsen til kapsejlads, ikke bare for proffer. Hvorom alting er: Hvis du vil sejle kapsejlads, er der ingen vej udenom... log ind på websejler og betal. Det koster kr250,-

onsdag den 20. marts 2013

Aphrodite 101 og de nye DH-mål


For os, der ikke sejler i Rungsted og omegn, og som derfor må sejle i løb med andre bådtyper, er det altid interessant, når DH-målene bliver ændret. Jeg har prøvet at beregne de nye DH2013 mål for nogle typiske konkurrenter og sammenlignet dem med DH2012. Jeg har set på den generelle sømiletid GPH, som bruges til de fleste distancekapsejladser.

For eksempel skulle en BB 10 sidste år sejle 10 s hurtigere pr. sømil end en 101. I år skal en BB 10 sejle 11,8 s hurtigere pr. sømil. Det vil sige at 101'erens mål er forbedret med 1,8 i forhold til BB 10.

DH 2012 og 2013
Som det ses, har 101'eren fået et lidt forbedret mål i forhold til de fleste af konkurrenterne. Så det er bare med at komme ud på banerne!
 
Med sejlerhilsen
Karsten Bank Petersen, DEN 52

fredag den 8. marts 2013

Aphrodite 101 historien i billeder

Fra den tidligere formand (Kisser Schnakenburg) arvede jeg tonsvis af historisk materiale, som p.t. ligger i min kælder uden at gøre nogen gavn. Det har længe ærgret mig, at alle disse "ting" var hemmelige, og at de simpelthen går til. Formulder. Jeg kan sføli altid dyrke champignon i jordbunken i kælderen;

Champignonerne kan sikkert sælges i en helsebutik under navnet Aphrodites Magic Mushrooms, men jeg synes nu hellere, at sagerne skal digitaliseres til glæde for andre sejlere, men hvordan...

Well, det er langt fra komplet, men nu er jeg da begyndt... Se bare her: aphrodite-101.tumblr.com

Ja, det er på engelsk, for der er jo Aphroditer over hele verden; De blev angiveligt endda bygget i England en kort overgang.

Har du historiske billeder, som passer ind i beretningen, så smid dem endelig til mig på en mail. Det kommer sikkert til at tage år, før jeg er færdig, men det er et sjovt lille hyggeprojekt, og det sidder som link nede til højre på denne side, så man altid kan se, om der er kommet nyt til...

fredag den 1. marts 2013

Fredagsbilledet

Så er det fredag, og det er tid til endnu et skud sol-salt-vand-surrogat som opfølgning på det aflyste vinterarrangement. Solen skinner, så hvorfor ikke bringe endnu et fabelagtigt billede af 101-kapsejlads; Igen er billedet taget fra tilskuerpladserne.
Aphrodite 101 DEN2, DEN33 & DEN300
Denne gang er det DEN33 som ligger på toppen af DEN2. Foran til læ ses DEN300. Det er fra dengang DEN300 havde sejlnummeret skrevet i agterliget. Og lokationen? Det kan vi ikke afsløre, men det er nok et sted mellem Rungsted og Helsingør. God weekend...