lørdag den 8. maj 2010

Spis, sejl og vær glad, opdateret

Trimmedagen bliver - som tidligere nævnt - den 15. maj. KDY er så venlige, at lade os deltage i Lloyd cup på den særlige måde, at vi sejler med blandede besætninger om lørdagen og med den faste besætning om søndagen.

Kommer du med båd, så er tilmelding derfor nødvendig til såvel KDY som til 101 klubben.

KDY tilmeldingen kan klares via KDYs hjemmeside, og invitationen kan også ses her: Lloyd Cup. Tilmeldingen gælder begge dage.

101 tilmeldingen, som gælder morgenmad, blandede besætninger lørdag plus en bid brød efterfølgende, skal ske til formanden per mail eller telefon eller sms. Skriv om du har båd med og hvor mange i kommer.

Som det fremgår, er der første start 1055 om lørdagen. Derfor kan vi mødes 0830 til morgenmad og lidt snik snak om 101eren, inden vi går i bådene klokken 1000; Der sejles op til fire sejladser på små op ned baner, så der bliver knald på.

Vi blander nogle skæve besætninger, og hvis vejret tillader det, så planlægger vi et enkelt skift på vandet, så vi alle får set lidt forskellige både og / eller sejlmetoder.

Arrangementet får denne udformning, fordi vi efter et par år med meget snak og måleri har modtaget ønsker om mindre snak og mere sejlads.

Alle 101 sejlere velkomne, -  såvel med som uden båd - fra nær og fjern. Alle kommer med ud at sejle, - bare de har redningsvest med. Ideen med denne dag er at få kigget på et par trimfiduser, få blandet besætningerne og komme ud på vandet, så man kan få udvekslet nogle fiduser. Ja, altså ikke fiduser til, hvordan man smider drivankeret, - snarere det modsatte.

Programmet bliver cirka således

Lørdag den 15. maj

0830 Morgenmad og hyggesnak om trim og sager
0930 Vi går på molen, fordeler hold og kigger på både
1000 Så til søs
1055 Første start (af op til fire op ned baner)

Efter sidste sejlads er der moleøl, og derefter finder vi på noget fællesspisning, så vi lige kan debriefe, som det åbenbart hedder på nudansk.

Søndag den 16. maj

Fortsætter Lloyd cup med endnu flere opned baner, og dennegang er det alvor. Gårsdagens fiduser skal omsættes til praksis.

Vel mødt,

Morten

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar

Vælg en profil eller vælg anonym, for at skrive en kommentar. Tast derefter kommentaren, og tryk på send kommentar.